Pressemeddelelse: Bybusser og religiøs påklædning
23 marts 2009 | Af disr | Kategori: Pressemeddelelser
I den forgangne uge er en muslimsk kvinde med Niqab (tildækning af ansigtet, så kun øjnene kan ses) blevet nægtet adgang til en bybus i Odense. Ifølge Fyns Stiftstidende skyldes afvisningen, at buschaufføren ikke var i stand til at vurdere, om den pågældende kvinde var identisk med den person som fremtræder på fotoet i hendes buskort. Kvinden var forud for afvisningen blevet opfordret til at vise sit ansigt for identifikation.
Situationen i Odense er således grundlæggende anderledes end den som i denne uge udspillede sig i Århus, hvor en muslimsk kvinde, der ligeledes bar Niqab, blev forsøgt smidt af bussen af chaufføren alene fordi han ikke ville have en tildækket muslimsk kvinde med bussen.
Der var altså i Århus-tilfældet ikke tale om, at buschaufføren havde problemer med at identificere kvinden i forbindelse med kontrol af buskort, men alene tale om ren og skær diskrimination på baggrund af kvindens religiøse påklædning. Busselskabet Arriva, som den århusianske buschauffør arbejder for, er efterfølgende med rette blevet anmeldt for racisme.
Transportminister Lars Barfoed udtaler til Fyns Stiftstidende, at man bør benytte sig af klippekort eller engangsbillet, såfremt man af religiøse årsager ikke ønsker at vise sit ansigt.
Dansk Muslimsk Union mener, at der er markant forskel på det tilfælde, hvor man bliver afvist i bussen eller andre dele af det offentlige rum udelukkende på baggrund af sin påklædning, og det tilfælde, hvor man bliver afvist på baggrund af ikke at kunne identificeres ved sit ansigt, når dette af klare og naturlige årsager er påkrævet, såsom ved en persons benyttelse af buskort med billedlegitimation.
Dansk Muslimsk Union mener således, at en buschauffør – vel at mærke i situationer hvor passageren har en flerhed af valgmuligheder for køb af billet, herunder klippekort og engangsbilletter – naturligvis må kunne kræve at opnå en sådan grad af identifikation af passageren, at han kan fastslå tilstrækkelig overensstemmelse mellem passageren og fotoet i dennes buskort.
Dansk Muslimsk Union opfordrer derfor de muslimske kvinder, som af religiøse årsager både vælger at dække sit ansigt til og som ikke ønsker at vise sit ansigt ved kontrol i eller ved indstigning i bussen, til i stedet at benytte sig af klippekort eller engangsbilletter, når disse alternativer til buskortet foreligger.
